All posts tagged Net-TV

The Huffington Post

Nyhedsmedie og blog, og et af de medier, der bliver linket mest til på internettet.

The Huffington Post har en forholdsvis lille lønnet stab. Til gengæld har har man over 10.000 eksterne bloggere, heriblandt journalister, akademikere, politikere og eksperter, som hyppigt bidrager med indlæg.

I forbindelse med præsidentvalget i 2008 iværksatte avisen tillige et læsersamarbejde med projektet OffTheBus. I USA bruger medierne store summer på at sende deres journalister rundt med kandidaterne i deres valgbusser. The Huffington Post valgte dog i stedet at bringe historier fra de lokaliteter, som kandidaterne besøgte; historier, der blev skrevet af 12.000 borgere, såkaldte “citizen journalists”. Projektet blev gentaget ved præsidentvalget i 2012.

I 2012 vandt The Huffington Post også som det første kommercielle internetmedie den prestigefyldte Pulitzerpris.

The Huffington Post producerer derudover net-TV, og man har ydermere indgået et samarbejde med TED om at vise udvalgte TED Talks.

Web: huffingtonpost.com
Idé: Adrianna Huffington, Kenneth Lerer, Jonah Peretti & Andrew Breibart
Lancering: 2005
Ophavsland: USA

The Seven Sisters Project

Nyheds- og kulturmedie for landisstrikterne i det nordøstlige Indien, der ofte bliver ignoreret af Indiens mainstream-medier.

The Seven Sisters Project er baseret på mobiltelefoner, og det er borgerne selv, der sender fotos og videoer eller ringer deres rapporter ind, hvorefter historierne oploades på platformen som enten blogs, Net-TV eller podcasts.

Mediet kan tillige læses, ses eller høres via mobiltelefoner.

Der over 900 mio. mobiltelefonbrugere i Indien.

Web: sevensistersproject.org
Idé: Shibayan Raha & Anschul Tewari
Lancering: 2013
Ophavsland: Indien

Guardian.co.uk

The Guardian’s netavis og et af de nyhedsmedier, der er gået forrest i at afsøge måder, hvorpå man kan anvende internettet.

Bl.a. etablerede man i 2009 et læsersamarbejde i forbindelse avisens dækning af skandalen om britiske politikers misbrug af offentlige midler, MPs’ expenses. Parlamentet offentliggjorde da et omfattende bilagsmateriale. Mediernes ressourcer til undersøgende journalistik er imidlertid begrænsede. Avisen lagde derfor materialet ud på hjemmesiden og bad læserne om hjælp til at kategorisere dette, og 20.000 læsere bidrog.

Avisen har endvidere sat fokus på Big Data og lanceret en særskilt sektion for datajournalistik, DataBlog.

Avisen har også på flere måder åbnet for eksterne bidrag, bl.a. i form af en åben debatside, Comment is Free, et fagligt netværk, the Guardian Professional Networks, samt tre temablogs Global development voicesPoverty matters blog og Blogging Students, hvor eksterne skriver indlæg om relevante emner.

Derudover har man i 2013 lanceret et nyt projekt for citizen journalism, GuardianWitness, hvor læserne kan bidrage til avisens journalistiske arbejde ved hjælp af en app til smartphones.

The Guardian producerer også videoer og podcasts, og med støtte fra Bill & Melinda Gates Foundation har man tillige udviklet et online-spil, The Global Development Game.

Via the Open Platform inviterer man ydermere læserne til at udvikle applikationer, og man lægger også selv mange af sine egne applikationer ud som open source på GitHub.

Blandt netavisens initiativer i 2014 er konkurrencen Live Better Challenge. Her udfordrer man læserne til over 7 måneder at leve mere miljøvenligt.

Se også om avisens projekt NSA Files: Decoded.

Web: guardian.co.uk 
Idé: The Guardian New Media Lab
Lancering: 1999
Ophavsland: Storbritannien

TED Talks

TED (Technology, Entertainment & Design) er en organisation, der arrangerer konferencer.

Eksperter og folk med innovative idéer inviteres til at tale på konferencerne, hvilket sker ud fra et fast format; det skal være underholdende og vare max 18. minutter.

Organisationens formål er at sprede de gode idéer, og eftersom det ikke var lykkedes at få et TV-selskab interesseret i at lave et TV-program baseret på de såkaldte TED Talks, har TED Media siden i 2006 med stor succes lagt videoerne ud på internettet – de kan også ses via en app til smartphones.

Videoerne spredes via de sociale medier, og den mest sete video til dato er Sir Ken Robinson says schools kill creativity (2006), der er blevet set mere end 25 mio. gange.

Mange af videoerne findes tillige med udenlandske undertekster. I 2009 lancerede TED nemlig The Open Translation Project, og dette har fået frivillige til at foretage over 50.000 oversættelser på mere end 100 sprog.

TED giver endvidere tredjemænd licens til at organisere uafhængige TED-konferencer. Som følge heraf har konferencerne spredt sig til mange andre lande, og også herhjemme har der siden 2010 været afholdt den årlige konference, TEDxCopenhagen.

I 2012 indgik TED ydermere et samarbejde med The Huffington Post, der har oprettet en særskilt sektion med TED Talks under navnet TEDWeekends.

Inspireret af Salman Khans TEd Talk om Khan Academy lancerede TED også samme år en YouTube-kanal med undervisningsvideoer. TED-Ed er baseret på crowdsourcing, og YouTube-kanalen har mere end 700.000 abonnenter. TED-Ed er i 2014 nomineret til en Webby People’s Voice Award.

Se også Ignite.

Web: ted.com
Idé: Richard Saul Wurman (konference) / Chris Anderson & June Cohen (TED Media)
Lancering: 1984 (konference) / 2006 (online-videoer)
Ophavsland: USA

Louisiana Channel

Louisiana har i supplement til den kunstformidling, der foregår på museet, lanceret en kultur-kanal på nettet.

Museet producerer interview-programmer med billedkunstnere, forfattere, arkitekter, designere m.v.

Louisiana oploader også programmerne på museets egen YouTube-kanal.

Se tillige MoMAvideos og MoMa Talks: Conversations samt om Curiator og Artsy.

Web: channel.louisiana.dk
Idé: Louisiana
Lancering: 2013
Ophavsland: Danmark