Crowdfunding

Skærmbillede 2016-07-30 kl. 09.21.52

Mange bække små …

Indsamling af midler via internettet breder sig: Crowdfunding, crowdlending og crowdinvesting bliver stadig mere udbredte måder at finansiere kulturelle, alternative og kommercielle initiativer.

Af Linda Petersen, linda@wikinomics.dk

Crowdfunding – det at indsamle små bidrag fra mange mennesker for eksempelvis at kunne realisere et produkt eller et projekt – er inden for de senere år blevet et meget populært fænomen. Men til trods for, at crowdfunding er et relativt nyt ord, er det langt fra nogen ny idé.

Blandt forfattere og forlæggere har det tidligere været almindeligt at anvende prænumeration; en praksis, hvor man typisk via en annonce i en avis indbød læserne til at forudbetale for en planlagt bog mod som belønning at få rabat på bogen eller at få deres navne trykt på en liste heri.

Én af de første til at benytte sig af denne praksis var den engelske sprogforsker John Minsheu, da han i 1617 udgav bogen Ductor in lingua (»En indføring i sprog«), og flere af hans landsmand brugte efterfølgende den samme praksis, heriblandt Samuel Johnson og Charles Dickens.

Modellen vandt også udbredelse i bl.a. Tyskland, og fx anvendte forlæggeren Johann Heinrich Zedler prænumeration til at finansiere udgivelsen af 11 bind med en samling af Martin Luthers værker, der udkom i perioden 1729-1734.

Prænumeration blev dog med tiden upopulær. For det skete jævnligt, at forfattere og forlæggere havde brugt pengene, inden de havde nået at få trykt bogen.

Et andet tidligt eksempel er en kampagne, der blev sat i værk af journalisten og avisudgiveren Joseph Pulitzer, som også har lagt navn til den amerikanske pris, Pulitzerprisen.

Frihedsgudinden, der var en gave fra Frankrig, var i 1885 ankommet til New York. Men den komité, som havde fået til opgave at rejse et beløb på $ 250.000 – hvad der i dag svarer til i omegnen af $ 6,3 mio. – for at kunne betale for opførelsen af den granitpiedestal, hvorpå statuen skulle placeres, manglende imidlertid at rejse $ 100.000.

Da hverken kongressen eller staten New York ville donere det resterende beløb, besluttede Pulitzer sig for at lancere en fundraisingkampagne i sin avis The New York World. Og i løbet af 5 måneder lykkedes det at indsamle $ 101.091 fra mere end 160.000 bidragsydere, så der oven i købet blev penge til overs til en gave til kunstneren bag Frihedsgudinden, den franske skulptør Frederic Auguste Bartholdi.

Successen fik avisen til at iværksætte andre fundraisingkampagner, og bl.a. samlede man penge ind for at opføre et mindesmærke for en general i den amerikanske borgerkrig.

Indsamling af midler fra mange bidragsydere er altså en praksis, som går flere hundrede år tilbage. Det ny ved crowdfunding består således først og fremmest i anvendelsen af ny teknologi samt i den deltagerkultur, der er vokset ud af internettet.

I tillæg hertil er udviklingen i de sidste år gået stærkt, og i dag er crowdfunding blot én af tre forskellige modeller for at rejse penge via internettet.

Crowdfunding

Den første til at bruge begrebet crowdfunding var øjensynligt amerikaneren Michael Sullivan, da han i 2006 lancerede Fundavlog; et forgæves forsøg på at etablere en crowdfundingplatform for videobloggere.

Fundraising via internettet var dog i forvejen et velkendt fænomen inden for musikbranchen. Normalt regnes The Tour Fund, hvormed den britiske rockgruppe Marillion i 1997 formåede at indsamle $ 60.000 fra deres fans til at finansiere en USA-turné, og ArtistShare, hvormed musikere siden 2003 har haft mulighed for at rejse midler til at finansiere musikudgivelser, for at være henholdsvis den første crowdfundingkampagne og den første crowdfundingplatform.

Det var tillige i 2003, at der blev indledt, hvad der samlet set har været ét af de største crowdfundingprojekter til dato.

Wikipedia, der rangerer blandt verdens 10 mest besøgte hjemmesider, blev lanceret i 2001, og organisationen Wikimedia Foundation, som driver projektet, har efterfølgende søsat 13 andre internetprojekter, heriblandt Wikimedia Commons og Wikiversity.

I 2003 åbnede man derfor for frivillige donationer fra brugerne, og siden 2005 har man iværksat årlige crowdfundingkampagner. For selv om organisationens tjenester er gratis at benytte, er de selvfølgelig ikke gratis at drive.

Foruden administrationsomkostninger, der udgør ca. 22% af budgettet, har organisationen store udgifter til serverindkøb samt til softwareopdateringer- og udvikling, og derudover udfører organisationen bl.a. et stort lobbyarbejde for at opnå gratis dataforbrug i forbindelse med anvendelse af Wikipedia i især afrikanske lande, hvor de fleste brugere kun har mobiltelefoner.

Det er således takket være crowdfunding, at man har formået at holde samtlige tjenester fuldkommen reklamefri. Igennem årene er det lykkedes organisationen at samle flere og flere penge ind – fra $ 80.000 i regnskabsåret 2003/04 til $ 51 mio. i regnskabsåret 2013/14, hvor man modtog mere end 2,6 mio. donationer i 70 forskellige valutaer – og i alt har Wikimedia Foundation indsamlet over $ 195 mio.

Crowdfunding vandt dog først for alvor udbredelse med platformen Kickstarter, som blev lanceret i 2009, og som i dag er verdens største crowdfundingplatform.

På Kickstarter, der er dedikeret til crowdfunding af kreative projekter, er der siden lanceringen givet tilsagn om økonomisk støtte på i alt $ 1,4 mia.

Støtten er imidlertid kun blevet realiseret for omkring 39% af de i alt 192.000 kampagner, som er blevet sat i værk på platformen, dvs. for de kampagner, hvis tilsagn har nået eller oversteget det minimumsbeløb, som de individuelle ansøgere selv har angivet.

For projekter, der opnår støtte, modtager bidragsyderne en belønning. Belønningens størrelse afhænger den enkelte donation; det kan fx være et eksemplar af det konkrete produkt, men det kan også være en belønning af mere personlig karakter, og eksempelvis valgte performancekunstneren Marina Abramović, der er portrætteret i filmen The Artist Is Present (2012), og som på Kickstarter har samlet ind til at etablere et institut, at tilbyde sine mindste bidragsydere en personlig krammer.

»Spil« er én af de kategorier, der vinder meget frem. En anden kategori, som længe har været populær på Kickstarter er »film og video«. På platformen er der indsamlet støtte til over 16.000 film- og videoprojekter, heriblandt projekter af instruktørerne Spike Lee og David Lynch samt af instruktørdebutanten Woopi Goldberg, og i 2013 var kortfilmen Inocente(2012) den første crowdfundede film til at vinde en Oscar.

Den kampagne, der har indsamlet flest midler på Kickstarter, var dog en kampagne i 2012 for Pebble, som er et app-baseret ur. Her var der angivet et minimumsbeløb på $ 100.000, men kampagnen endte med at indsamle over $ 10 mio.

I alt har over 74.000 projekter formået at indsamle midler via platformen. Hermed har Kickstarter også selv haft en stor fortjeneste. Der opkræves nemlig et gebyr på 5% for alle projekter, der får realiseret deres støtte, og alene på Pebble-kampagnen har Kickstarter følgelig haft en indtægt på $ 500.000.

Den nærmeste konkurrent er crowdfundingplatformen Indiegogo, som blev lanceret et år tidligere end Kickstarter. Her har den mest succesfulde kampagne været Let’s Build a Goddamn Tesla Museum, der i 2012 indsamlede $ 1,3 mio.

Det er også på Indiegogo, at der har været iværksat den største crowdfundingkampagne. En kampagne i 2013 for Ubuntu Edge – en smartphone med et open source-styresystem og kapacitet som en PC – havde fastsat et minimumsbeløb på $ 32 mio.

Idéen var, at smartphonen kun skulle produceres i et begrænset antal og kun til de bidragsydere på Indiegogo, som var villige til at forudbetale for den ved at donere et beløb på min. $ 695 – dvs. mindre end prisen på Apple iPhone 5 eller en Samsung Galaxy S4 – men med et økonomisk tilsagn på i alt $ 12,8 mio. nåede kampagnen altså ikke i mål.

Eftersom Indiegogo ikke er afgrænset til kreative projekter, har der været iværksat meget forskelligartede kampagner på platformen. Og som én af de mere ukonventionelle kampagner samlede et amerikansk par i 2011 penge ind til at betale for en fertilitetsbehandling, hvilket har resulteret i det første crowdfundede barn.

I dag eksisterer der utallige crowdfundingplatforme.

Der er inspireret af Kickstarter og Indiegogo blevet oprettet crowdfundingplatforme for kreative projekter i en lang række lande, herunder i de skandinaviske lande med BooomerangManymadeCrowdme,Crowdculture og New Jelly, og i tillæg hertil har Kickstarter for nylig åbnet for, at der kan søges om crowdfunding af kreative projekter fra Skandinavien.

Endvidere er der blevet etableret adskillige crowdfundingplatforme for indsamling til velgørenhedsformål. To af de største er JustGiving, der har indsamlet £ 1,5 mia., og Fundly, der har indsamlet over $ 330 mio., og andre populære er GlobalGivingCrowdfunder.co.ukCauses og Crowdrise.

Også i Danmark findes der lignende platforme, nemlig Caremaker og BetterNow, ligesom flere organisationer via deres respektive hjemmesider har gjort det muligt for brugerne at oprette deres egne indsamlinger, for at de igennem deres netværk ville kunne øge deres bidrag, heriblandt Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors og Mellemfolkeligt Samvirke.

Og i USA, hvor borgerne ikke har adgang til de samme velfærdsydelser som herhjemme, er der blevet etableret flere crowdfundingplatforme, som er dedikeret til indsamlinger til private. På GoFundMeGiveForward og YouCaring samles ind til hjælp til fx medicinudgifter, hospitalsophold og uddannelse, og tilsammen har de tre platforme indsamlet mere end $ 860 mio.

Derudover er der blevet oprettet crowdfundingplatforme for indsamling til forskellige andre formål. Fx kan amerikanske folkeskolelærere på DonorsChoose.org samle penge ind til bøger, redskaber og udflugter, og på Solar Schools kan engelske skoler samle penge ind for at få installeret solenergi.

I USA kan både organisationer og lokale myndigheder oprette kampagner på Neighbor.ly for at søge om hel eller delvis finansiering af projekter, som kan skabe byudvikling, og i Ukraine kan borgerne bidrage til landets trængte økonomi ved at donere penge på The People’s Project, hvor der samles ind til indkøb af uniformer, våben og andet materiel til militæret.

Dertil kommer en række globale platforme, og bl.a. kan man på Experimentog CarbonStory, der er to af de nyere platforme, give forskningsstøtte til videnskabelige projekter og – som et alternativ til de eksisterende kvoteordninger – beregne sine CO2-fodaftryk og blive CO2-neutral ved selv at vælge, hvilke grønne projekter man ønsker at donere sine penge til.

Samtidig er der blevet iværksat flere selvstændige crowdfundingkampagner.

Mest omtalt har været Barack Obamas crowdfundingkampagner i forbindelse med præsidentvalgene i 2008 og 2012.

Ved det første valg indsamlede man $ 750 mio., og ved det andet valg indsamlede man $ 1,1 mia., hvoraf $ 525 mio. blev indsamlet via internettet.  Ansvarlig for dele af crowdfundingkampagnen i 2008 og for hele crowdfundingkampagnen i 2012 var i øvrigt Rufus Gifford, der i dag er den amerikanske ambassadør i Danmark.

Blandt nogle af de andre crowdfundingkampagner er The Ocean Cleanup og NothingButNets, hvor der rejses midler for at kunne producere et flydende rensningsanlæg, som vil kunne opsamle store mængder af plasticaffald fra havene, og – i forlængelse af FN’s målsætning om at udrydde malaria – for at kunne uddele gratis malarianet i Afrika.

Der er tilmed blevet lanceret mere kontroversielle crowdfundingkampagner. Én af kampagnerne er iværksat af folk, som har rødder i Occupy Wall Street-bevægelsen.

Wall Street, der bl.a. har tjent penge på at foretage billige opkøb af almindelige amerikaneres gældsbreve for at kræve hele gælden ind, fik som bekendt efter finanskrisen hjælp i form af offentlige bankpakker. Det er som et modtræk hertil, at man har lanceret Rolling Jubilee, der er en form for »folkepakke«.

Formålet med de indsamlede midler er nemlig at opkøbe gældsbreve; ikke for at opkræve gælden, men for at annullere den, og indtil videre har kampagnen indsamlet $ 700.000, hvilket har kunnet række til at stryge gæld for $ 18,5 mio.

En anden af kampagnerne er iværksat af Lawrence Lessig, der er juraprofessor på Harvard-universitet og politisk aktivist. At tilliden til kongressen er den laveste nogensinde skyldes ifølge Lessig, hvad han kalder for »korruption.« Han henviser til det forhold, at politikerne for at føre valgkampagner er afhængige af donationer fra eliten og de store virksomheder.

Det er derfor deres interesser, fastslår han, som politikerne værner om. Formålet med crowfundingkampagnen Mayday.us er følgelig at »genoprette demokratiet« ved at indsamle midler fra almindelige borgere for at kunne føre valgkampagner for kandidater, der stiller op til kongressen, og som ved at være økonomisk uafhængige vil kunne agere ud fra hensynet ikke til den ene procent, men til den brede amerikanske befolkning.

Mayday.us nåede den 4. juli 2014 – på USA’s uafhængighedsdag – delmålet om at indsamle $ 5 mio. Dette har dog ikke afholdt folk fra fortsat at donere til projektet, og til dato har Mayday.us indsamlet over $ 10 mio.

Endelig er Wikimedia Foundation heller ikke den eneste organisation, som drives ved hjælp af mikrofinansiering. For med crowdfunding er der tillige blevet skabt basis for en ny type af internetbaserede interesseorganisationer.

Én af de ældste er amerikanske MoveOn.org, hvis første kampagne var en online-underskriftsindsamling, hvor man under sloganet »move on«indsamlede 500.000 underskrifter for at opfordre politikerne til at vende tilbage til politik i stedet for til stadighed at hænge sig i Bill Clintons affære med Monica Lewinsky.

Siden har MoveOn.org rundet otte mio. medlemmer, og med GetUp!38 Degrees og LeadNow findes der nu også lignende organisationer i Australien, Storbritannien og Canada.

Den største organisation er dog den globale internetbevægelse Avaaz.org, som blev etableret i 2007.

Organisationen, der i løbet af det sidste halvandet år har fordoblet dets medlemstal, har i dag over 40 mio. medlemmer, heriblandt 95.000 medlemmer i Danmark.

Ligesom det er tilfældet for de ovennævnte organisationer, er der imidlertid ikke tale om medlemmer i traditionel forstand, men om folk, som enten direkte eller indirekte ved at have deltaget i kampagner har skrevet sig op på Avaaz.org’s mailingliste.

Der betales altså ikke kontingent; kombinationen af på den ene side relativt få ansatte samt forholdsvis billige kampagner og på den anden side et meget omfattende netværk gør nemlig, at det er muligt at drive organisationen udelukkende ved hjælp af frivillige donationer fra medlemmerne.

Avaaz.org fører kampagner, der relaterer sig til menneskerettigheder, truede dyrearter og udsatte naturområder samt klima og miljø, fattigdom, krig og korruption.

Organisationen er især kendt for dets online-underskriftsindsamlinger, men det sker ikke sjældent, at den organiserer andre former for kampagner.

For større tiltag iværksætter Avaaz.org selvstændige crowdfundingkampagner, og bl.a. forsøger man i øjeblikket at rejse midler for at kunne etablere en internethandel – en slags eBay eller Blå Avis – hvor det uden om store virksomheder som Monsanto vil være muligt for landmænd både at tilbyde et større udvalg og at sælge ikke-genmodificerede såkorn og såfrø til hinanden.

Avaaz.org har også inspireret andre organisationer, der tidligere har været finansieret af medlemskontingenter alene, til at benytte sig af crowdfunding, heriblandt Greenpeace.

For at rejse midler til at kunne gennemføre protester mod Shells aktiviteter i det Arktiske afholdte organisationen bl.a. sidste år et »live-indsamlingsshow« på internettet, hvor man samlede penge ind, alt imens seks kvinder i løbet af 14 timer besteg The Sharp i London, der er Europas højeste bygning.

Og i år har Greenpeace lanceret crowdfundingkampagnen Killstarter. At navnet rimer på Kickstarter er selvfølgelig ikke nogen tilfældighed; kampagnen er nemlig udformet som en falsk crowdfundingplatform.

Crowdlending

Fra tidligere at have været anvendt som et alment begreb er det mere og mere blevet kutyme at bruge crowdfunding – eller peer-to-peer fundraising – til at betegne donationer, enten rene donationer eller donationer til gengæld for belønninger. For i takt med, at det er blevet almindeligt at praktisere forskellige modeller, er der også blevet behov for at kunne sondre imellem dem.

En anden model for at rejse midler via internettet er crowdlending – også kaldet peer-to-peer lending eller social lending – hvor bidragsyderne låner penge ud.

Pionéren inden for crowdlending er den britiske platform Zopa, der blev lanceret i 2005. Her kan private låne penge af hinanden.

Fordelene ved platformen er, at låntagerne kan optage lån til en lavere rente end i bankerne, og at långiverne omvendt kan opnå en højere forrentning, end hvis de blot lod deres penge stå på en almindelig opsparingskonto. Da låntagerne samtidig selv kan fastsætte, hvor stort et beløb de vil låne ud til en enkelt låntager, har de mulighed for at mindske risikoen.

Et lån er i gennemsnit på £ 7.500, og da det mindste udlånsbeløb er på £ 10, er lånene ofte sammenstykket af mikroudlån fra mange.

På Zopa er der blevet foretaget over 80.000 lån på i alt £ 682 mio., hvilket har resulteret i en samlet renteindtægt på mere end £ 42 mio., og der er derudover blevet etableret en række lignende platforme, bl.a. de to amerikanske platforme Lending Club og Prosper, hvor der tilsammen er ydet lån på over $ 8 mia.

I tillæg til de nationale platforme findes der desuden globale platforme for udlån til private. Den første var den amerikanske platform Kiva, der blev lanceret senere i 2005.

Platformen er inspireret Grameen Bank; et projekt i Bangladesh, hvor man yder mikrokreditter til fattige, for at de kan skabe eller opretholde et erhverv, og sammen med dets grundlægger Muhammed Yunus har Grameen Bank modtaget Nobels Fredspris.

Kiva, der samarbejder med lokale finansieringsinstitutter, opererede i begyndelsen kun i Afrika, men i dag yder man tillige lån til folk i Nord-, Syd- og Mellemamerika, Østeuropa, Asien, Mellemøsten samt nogle af de små Stillehavslande.

Selv opkræver långiverne ingen renter. Men ulempen ved mikrolånene er, at låntagerne både må afholde udgifterne til finansieringsinstitutterne, der er på 10%, og betale for de omkostninger, der er forbundet med at foretage udenlandske pengeoverførsler, og som ikke er proportionelle med lånenes størrelse.

Renterne er derfor høje. For et lån på $ 500 er de på 16%, mens de for et lån på $ 100 beløber sig til 36%.

Alligevel er der på Kiva blevet foretaget omkring 800.000 lån på i alt $ 640 mio., og tilbagebetalingsprocenten på lånene er endog på 98,8%.

Andre platforme, der yder i dag mikrolån, er henholdsvis danske MYC4, franske Babyloan, amerikanske Zidisha og indiske Rang De, og hver især fører de deres egen rentepolitik.

Endelig afspejler udviklingen inden for crowdlending, at det efter finanskrisen er blevet sværere at optage et lån i bankerne. Senest er der således blevet oprettet en række crowdlending-platforme, hvor almindelige mennesker låner deres penge ud til små og mellemstore virksomheder.

Størst blandt disse er Funding Circle, der blev grundlagt i 2010, og som i dag både har en britisk og en amerikansk platform, hvor der tilsammen er ydet lån på over $ 700 mio.

Der er bl.a. også blevet lanceret to danske platforme, Lendino og Flex Funding. Og ydermere har organisationen bag Kiva etableret Kiva Zip. På platformen kan sociale iværksættere i USA og Kenya ansøge om et lån på op til $ 10.000, og al den stund der ikke her er behov for finansieringsinstitutter til at agere mellemmænd, tilbydes lånene til 0% i rente.

Crowdinvesting

En tredje og sidste model for at rejse midler via internettet er crowdinvesting, der tillige går under betegnelserne peer-to-peer investing eller equity crowdfunding.

Ved crowdinvesting får bidragsyderne aktieandele i det foretagende, som de investerer i, og de kan dermed potentielt opnå en gevinst, hvis de sælger deres aktier, eller få en andel af det overskud, som det pågældende foretagende måtte generere.

Denne nyere model er direkte foranlediget af finanskrisen, og crowdinvesting anvendes typisk for at give iværksættere en alternativ mulighed for at rejse kapital til at opstarte nye virksomheder.

For at støtte iværksættere og stimulere økonomien valgte man i Storbritannien for nogen tid siden at ændre lovgivningen, så den belønner folk, der er villige til at investere i mindre virksomheder.

For deres investeringer får småinvestorer (»SEIS investors«) således en skatterabat på 50%, mens større investorer (»EIS investors«) får en skatterabat på 30%, og hvis de efter tre år sælger deres aktier, er aktiegevinsten oven i købet skattefri. Det var da også her, at der blev etableret én af de første crowdinvesting-platforme.

På Crowdcube, der blev lanceret i 2011, har over 116.000 investorer indskudt kapital på £ 46 mio. til opstart af 165 nye virksomheder, og i Storbritannien er der tillige blevet etableret flere konkurrerende platforme, bl.a. CrowdBnkog BankToThe Future.

I dag er crowdinvesting imidlertid størst i USA. Her vedtog kongressen i 2012 the JumpStart Our Business Startups Act – i daglig tale kaldet the JOBS Act – og ét af formålene med loven har netop været at fastsætte rammerne for crowdinvesting og at gøre modellen attraktiv for iværksættere og investorer.

I USA er to af de største crowdinvesting-platforme EquityNet og Fundable, hvor der tilsammen er blevet givet økonomisk tilsagn på over $ 395 mio., og to andre populære platforme er Crowdfunder og Return on Change.

Der er dog også blevet oprettet crowdinvesting-platforme i mange andre lande, bl.a. i Tyskland, Frankrig og Italien med CompanistoWeSeed og Siamosoci.com og i de nordiske lande med FundedByMeVenture Bonsai og Invesdor.

I  2013 bebudede folkene bag Crowdcube, at man vil lancere en crowdinvesting-platform i Danmark, men på grund af den danske skattelovgivning lader platformen stadig vente på sig.

Endvidere er der blevet etableret en lang række platforme for investering i forskellige nicher. Fx kan der på belgiske AppsFunder, som også er lanceret i en dansk franchise, investeres i udviklingen af apps, mens der på hollandske Gambitious kan investeres i udviklingen af spil.

På amerikanske Filmfunder, tyske Sellaband og franske My Show Must Go Onkan der investeres i henholdsvis filmproduktioner, musikproduktioner samt i koncerter og showopsætninger.

Og som to af de nye trends kan der på amerikanske FundriseiFunding og Patch of Land investeres i fast ejendom og på britiske Abundance og tyske GreenVesting investeres i grøn energi.

– o –

Indsamling af midler via internettet er følgelig i færd med at udvikle sig til en stor industri, og i rapporten Crowdfunding Industry Report (2013), der er udarbejdet af organisationen Massolution, og som er baseret på data fra over 300 platforme og på forskning, fastslog man, at der i 2012 var blevet iværksat over 1 mio. kampagner, som tilsammen havde rejst et beløb på $ 2,7 mia.; en stigning på 81% i forhold til året før.

Ifølge tal fra portalen Statista var der i 2012 i alt 454 platforme for indsamling af midler rundt om i verden. Flest i USA, Storbritannien og Holland med henholdsvis 191, 44 og 29 platforme.

Herhjemme er indsamling af midler via internettet stadig et nyt fænomen. Flere aktører har peget på, at fænomenet kan have svært ved at udvikle sig i Danmark, fordi den danske lovgivning ikke er blevet indrettet på social finansiering.

Det betyder fx, at donationer til kreative projekter og aktiegevinster i forbindelse med småinvesteringer er skattepligtige, og aktørerne mener derfor, at dette kan gøre idéen mindre attraktiv for både ansøgere og bidragsydere i Danmark i forhold til andre lande.

I 2013 udarbejdede Finanstilsynet dog et notat om de nye alternative finansieringsformer, og i sin vækstplan, »Danmark helt ud af krisen. Virksomheder i vækst« (2014) har regeringen anført, at man vil “… undersøge muligheden for yderligere at fremme iværksættersegmentet gennem crowdfunding … Et aktivt marked for crowdfunding kan øge antallet af opstartsvirksomheder og øge finansieringsmulighederne for potentielle vækstvirksomheder …

Massolution anslog i dets rapport, at tallet for 2013 ville blive på $ 5,1 mia., dvs. en vækst på næsten 89%, og til januar udgiver organisationens en ny rapport med opgørelser for både 2013 og 2014; en rapport, der denne gang vil være baseret på data fra 500 platforme.

Indsamling af midler via internettet er for tiden én af de hurtigst voksende industrier. Hvad enten man vælger at donere, udlåne eller investere sine penge, er der dog naturligvis altid en risiko for, at et projekt ikke vil blive realiseret, at et lån ikke vil blive tilbagebetalt, eller at et foretagende ikke vil generere noget overskud.

Den fortsatte succes for crowdfunding, crowdlending og crowdinvesting vil derfor – ligesom det var tilfældet for prænumeration for flere hundrede år tilbage – afhænge af deres respektive omdømme; det, der i dag kaldes for reputation economy. Forskellen er, at et dårligt rygte i dag løber hurtigere med de nye medier, end det dengang gjorde med mund-til-mund-metoden.

Bl.a. Kickstarter er da også meget opmærksom herpå, og det er netop med henblik på denne problematik, at man i september i år har opdateret brugsbetingelserne. Heri har man således over dem, der opretter kampagner på platformen, indskærpet deres forpligtelser ved bl.a. at anføre:

»Når det er lykkedes at få finansieret et projekt, skal ophavsmanden [bag kampagnen] fuldføre projektet og uddele hver enkelt belønning. Når en ophavsmand har gjort dette, har denne opfyldt forpligtigelsen over for donorerne. …. Såfremt en ophavsmand ikke er i stand til at fuldføre projektet og uddele belønninger, har denne ikke levet op til denne aftales grundlæggende forpligtelser. For at råde bod herpå skal man derfor gøre sig alle rimelige bestræbelser på på anden vis at nå frem til den afslutning på projektet, der set fra donorernes synspunkt vil være den bedst mulige løsning.« (Kickstarters egen fremhævning).

Linda Petersen er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling.

 

Artiklen er oprindelig blevet publiceret på Modkraft den 12. december 2014.